top
Artikler / Delirium-pakken 

Retningslinie i delirium på hospicerne i Region Syd


Enhed: Palliativt Team Vejle
Navn: Janne Bække
E-mail: jannebaekke@gmail.com
 

Denne delirium retningslinie er lagt ud til inspiration

Primært udarbejdet af sygeplejerske Elin Forum Hospice Sydvestjylland mail Elin.Forum@hospice.rsyd.dk

1)  Formål
1.1)  Anvendelsesområde
1.2)  Ansvar
1.3)  Baggrund
2)  Fremgangsmåde
2.1)  Definition, diagnostiske kriterier og typer af delirium
2.2)  Forebyggelse af delirium
2.2.1)  Risikofaktorer
2.2.2)  Nonfarmakologiske interventioner
2.2.3)  Uddannelse og rådgivning af sundhedsfagligt personale
2.3)  Identifikation af delirium ved brug af screeningsredskab CAM
2.4)  Behandling
2.4.1)  Identificere og behandle udløsende årsager
2.4.2)  Farmakologisk behandling
2.4.3)  Informeret samtykke
2.4.4)  Tvang
2.4.5)  Patientsikkerhed
2.5)  Pleje af patient i delirium
2.6)  Kommunikation til patient i delirium
2.7)  Information
3)  Dokumentation
3.1)  Dokumentation af aktivitet
3.2)  Indikatorer
3.3)  Høringsgruppe
3.4)  Forfattere
4)  Referencer og litteratur
 
1)  Formål

At forebygge delirium ved at identificere patienter med risiko for at udvikle delirium, anvende strukturerede nonfarmakologiske interventioner, og øge personalets viden om delirium.

At sikre identifikation af delirium ved brug af et valideret screeningsredskab (CAM).

At behandle udløsende årsager, såfremt dette er muligt og reducere og/eller behandle den delirøse patients symptomer.

At mindske patienter og pårørendes belastninger via information om delirium.


 
1.1)  Anvendelsesområde

Patienter > 18 år indlagt på hospicer i Region Syddanmark


 
1.2)  Ansvar

Hospiceledelsen har overordnet ansvar for, at medarbejdere kender og efterlever retningslinjen. Det påhviler den enkelte ansatte at være bekendt med og efterleve retningslinjen.


 
1.3)  Baggrund

Delirium er en hyppig og alvorlig neuropsykiatrisk komplikation (forskellig fra psykose),der opstår af organiske/fysiske årsager (1). Det ses oftest hos patienter > 65 år og især ved uhelbredeligt syge palliative patienter. Delirium kan være forbundet med betydelig morbiditet, mortalitet, forøget indlæggelsestid og økonomiske omkostninger (2).

Da tilstanden er potentielt livstruende kræves ofte hurtig handling.

Hyppigheden af delirium forekommer hos 14- 50 % af akut syge indlagte ældre > 65 år (2), og ved døende op til 88 % (3,4).

Tilstanden kan være meget lidelsesfuld for både patienter og pårørende. Ca. 50 % af patienterne husker episoden med delirium efterfølgende (5). 

Et delirium kan være reversibelt men kan også være vanskelig at behandle hos patienter med svær sygdom. Her kan prognosen være dårlig (1), og i nogle tilfælde et forvarsel om døden (3). Blandt palliative patienter er det i litteraturen beskrevet, at 30 - 50 % af tilfældene er reversible (3).
 

 
2)  Fremgangsmåde


 
2.1)  Definition, diagnostiske kriterier og typer af delirium

Definition:

Delirium er en tilstand karakteriseret ved akut indsættende og fluktuerende forandringer i patientens mentale tilstand, som kan omfatte forstyrrelser i opmærksomhed, kognition, tankegang og bevidsthedsniveau (6).

De diagnostiske kriterier er :

A. Nedsat evne til at fastholde opmærksomheden på ydre stimuli for straks at flytte opmærksomheden til nye eksterne stimuli.

B. Uorganiseret tankegang, som viser sig ved springende, irrelevant eller usammenhængende tale.

C. Mindst to af følgende:

  1. Reduceret bevidsthedsniveau (for eksempel ved at patienten har svært ved at holde sig vågen under undersøgelsen)
  2. Forstyrret opfattelsesevne (illusioner eller hallucinationer)
  3. Forstyrret søvnmønster
  4. Øget eller mindsket psykomotorisk aktivitet
  5. Desorienteret i tid, sted eller person
  6. Nedsat hukommelse

D. De kliniske kendetegn udvikles over en kort periode sædvanligvis

    timer til dage, og har tendens til at fluktuere over døgnet

E. Der er holdepunkt fra anamnesen, den somatiske undersøgelse eller

    laboratorieundersøgelser, for specifikke organiske faktorer som årsag til

    forstyrrelsen (6)

(De diagnostiske kriterier beskrives i Diagnostic and Statistical manual of Mental disorders fra  American Psychiatric Association. DSM-III-R er valgt, idet denne version er oversat til dansk)

 Tre typer af delirium

Hyperaktivt delirium, karakteriseret ved øget psykomotorisk aktivitet, urolig adfærd, rastløshed og agitation. Springende tankeproces evt. med hallucinationer og vrangforestillinger.

Hypoaktivt (stille) delirium, karakteriseret ved psykomotorisk hæmning, sløvhed, træghed, apati. Patienten er døsig, svarer med latenstid. Der kan være hallucinationer og vrangforestillinger, men patienten giver ikke udtryk for dette.

Tilstanden kan blive mistolket som fatigue eller depression.

Blandingdelirium (hyppigst) kendetegnet ved en kombination af hyper- og hypoaktiv delirium (6).


 
2.2)  Forebyggelse af delirium

Der er evidens for, at delirium kan forebygges ved strukturerede interventioner hos patienter i middelrisikogruppen (1-2 risikofaktorer) men ikke hos patienter i højrisikogruppen (3 eller flere risikofaktorer) (6). Hospicepatienter er hyppigt i højrisikogruppe for at udvikle delirium, hvorfor delirium ikke kan undgås, men om muligt reduceres ved forebyggende tiltag.

Delirium kan forebygges ved: Identifikation af risikofaktorer, strukturerede nonfarmakologiske interventioner og fokuseret uddannelse af personalet (6).


 
2.2.1)  Risikofaktorer

·         Nedsat kognitiv funktion

·         Alder >65 år

·         Nedsat funktionsniveau, immobilisation

·         Svær komorbiditet

·         Nedsat syn/hørelse

·         Misbrug af rusmidler

·         Tidligere tilfælde af delirium

.         Demens

.         Cerebrovaskulær sygdom (1,4,5,6)


 
2.2.2)  Nonfarmakologiske interventioner

A. Dækning af basale behov

God uforstyrret nattesøvn (varm te eller mælk, afslapningsmusik, massage, ørepropper, varme sokker, egen pude/sengetøj, undgå støj, undgå at vække patienten unødigt til medicinindgift eller lejeændring).

Opmuntre til væske- og ernæringsindtag.

Sikre mave-/tarm- og blærefunktion.

Mobilisering.

B. Kommunikation

Sikre at briller/høreapparater fungerer og anvendes.

Præsentation af personale og gøremål på stuen.

C. Opmærksomhed på omgivelser/miljø

Personlige velkendte ting omkring patienten. Faciliter at familien kan være til stede.

Ur og kalender på stuen med jævnlig orientering i tid og sted.

Ro (reducere forstyrrende stimuli, eks. støj fra døre der knirker, ur der tikker, porcelæn, bækkenkoger, TV/radio, høj musik, snak på gangen, mange besøgende).

Veloplyste rum (undgå skygger, helt mørkt eller orienterende belysning til natten afhængig af patientens ønske).

Kaldesystem tydeligt markeret.

Skab overskuelighed (ryd op på stuen, fjern kørestol, dropstativ).

Rumtemperatur på 21,1-23,8 grader om dagen, køligere om natten.

Kognitive stimulerende aktiviteter som puslespil, sudoku, billedalbum, hvis muligt.

D. Medicinsanering

E. Symptomkontrol

Adækvat iltmætning, lungefysioterapi, god lejring, frisk luft.

Forebyg infektioner ved mundpleje, god hygiejne og evt. seponere blærekateter.

Total smertebehandling.                                                         

F.Kontinuitet i patientens indlæggelsesforløb

Få kontaktpersoner, individuel sygepleje, genkendelig døgnrytme.

(5,6,7,8,9,10)     


 
2.2.3)  Uddannelse og rådgivning af sundhedsfagligt personale

·         Formaliseret undervisning med teori og praksis omkring delirium        

·         Rådgivning i dagligdagen ved evt. ressourceperson

·         Undervisning om delirium til nyt personale (6)


 
2.3)  Identifikation af delirium ved brug af screeningsredskab CAM

Confusion Assement Method (CAM) er et valideret screeningsredskab til diagnosticering af delirium (6).

Richmond Agitation-Sedation skala-palliativ version (RASS-PAL) kan bruges til at vurdere graden af agitation/sedering (11).

Ved mistanke om delirium screenes med CAM, og RASS-PALL kan anvendes som et hjælperedskab til vurdering af ændret bevidsthedsniveau (kendetegn 4 i CAM).

Identifikation af den delirøse patient styrkes ved at personalet træner i brugen af CAM ved hjælp af træningsmanual (6) og hjælpeord til CAM.

Vurdering af agitation og sederingsgrad ved RASS-PAL styrkes ved at personalet anvender procedure for RASS-PAL-vurdering (11)

(Procedure for RASS-PALL)


 
2.4)  Behandling  
2.4.1)  Identificere og behandle udløsende årsager

Generelt skal man søge efter og behandle årsag til delirium. Ofte er der multiple årsager.

En vurdering og beslutning om, hvor langt man skal gå i udredningen og den kausale behandling kan være udfordrende. Her indgår en vurdering af restlevetiden, en afvejning af fordele og ulemper ved en terapeutisk intervention, og af udtrykte ønsker hos patienten og de pårørende (3).

Terminalt delirium

Hos terminalt syge og døende patienter er delirium en meget hyppig tilstand i de sidste levedøgn. Der anvendes ofte betegnelsen ´terminalt delirium´, hvor symptomlindring er det væsentligste mål. Det kan være særdeles vanskeligt at vurdere, om der er tale om et ´terminalt delirium´, og forløbet må afgøre dette ofte udfra et retrospektivt perspektiv. Udtalt organsvigt eller oplagte tegn på nært forestående død øger sandsynligheden for, at det er irreversibelt (8), og ellers hvis et passende terapeutisk behandlingsforsøg uden tilstrækkelig virkning er gjort .

Patofysiologiske årsager

·         Infektion – ex. cystit, pneumoni og sepsis

·         Medikamenter (opioider, corticosteroider, benzodiazepiner og antikolinergika)

·         Polyfarmaci. Vurdere nødvendigheden af ordineret medicin

·         Smerter

·         Søvnmangel

·         Dehydrering

·         Ernæringsdeficit

·         Urinretention

·         Obstipation

.         Hypoxi

·         Immobilisation

·         Biokemiske forstyrrelser (f.eks. Na, Ca, Mg, glucose, albumin, hgb, thiaminmangel)

.         Endokrin (hypo- og hyperthyreodisme)

·         Abstinenser (nikotin, alkohol, benzodiazepin m.m.)

·         Hurtigt indsættende sygdom

.         Organsvigt (nyre-, lever- og hjertesvigt - dissemineret cancer, terminalsygdom)

.         Intrakraniel sygdom (hjernetumor, hjernemetastaser, infarkt/blødning, infektion)

.         Postoperativ tilstand - især efter generel anæstesi

Psykosociale årsager

·         Angst

·         Nye omgivelser

.         Nedsat syn og hørelse (3,6)


 
2.4.2)  Farmakologisk behandling

Hypoaktivt delirium

Den medikamentelle behandling af stille delirium er omdiskuteret, og her indgår en vurdering af patientens forpinthed.

Agiteret delirium

Hos den svært agiterede og urolige patient, må der i begyndelsen ofte medicineres hyppigt, og dosis evt. øges til patienten falder til ro.

Som udgangspunkt bør benzodiazepiner undlades, da det kan forværre tilstanden. Benzodiazepin må ikke stå alene uden antipsykotisk medicin, men er ofte nødvendig som supplement hos en urolig patient.  Inj. Midazolam har kort halveringstid, er nemmest at styre og kan gives i en dosis på 1-3 mg pn.

I slutningen af livet er refraktær agiteret delirium den tilstand, der hyppigst giver anledning til palliativ sedering (3).

Psykofarmakologisk behandling af delirium

Den grundlæggende medicinske behandling af delirium er psykofarmakologisk. Medikamentel behandling må ikke stå alene.

Median varighed af delirium er 2-8 dage (1).

Behandlingen gives 2-3 dage med faste doser x 3 dgl.  Ved utilstrækkelig effekt kan behandlingen intensiveres yderligere med større enkeltdoser og kortere interval mellem doserne. 

Behandling evalueres daglig.  

Hos ældre > 65 år må man overveje at reducere og ofte halvere de anvendte doser.

Haloperidol (Serenase) er en selektiv dopaminantagonist og 1. valg i den medicinske behandling. Der er begrænset evidens, og i litteraturen konkluderer man, at Haloperidol, Risperidon og Olanzapin er lige effektive (3,6).

Olanzapin og Risperidon er atypiske antipsykotika med mindre affinitet for dopaminreceptorer og højere affinitet for serotoninreceptorer, og kan i modsætning til Haloperidol være sederende (1).

Haloperidol

Dosering:

Tbl. Serenase 5 mg,  1,25-2,5 mg x 3 dgl. samt pn. 1,25- 2,5 mg, kan gentages efter 1 time.

Max. døgndosis 30 mg

Dråber Serenase indeholder 2 mg/ml

Inj. Serenase indeholder 5 mg/ml - 0,2 ml svarer til 1 mg. (Ved parenteral indgift bør dosis halveres - undtagen i de laveste doser). Pn. dosis s.c. kan gentages efter ½ time.

Se rammeordinationer for sygeplejersker.

Olanzapin

Dosering:

Tbl./smeltetbl./sc. Olanzapin 2,5-5 mg x 2 dgl. evt. stigende til 10 mg x 2 dgl. samt pn. 2,5 mg max. X 4 dgl.

Zyprexa kan administreres s.c. og i samme doser som tablet (12).

Bør ikke optrappes for hurtigt pga. risiko for ortostatisk hypotension.       

Risperidon

Dosering:

Tbl./smeltetbl. Risperdal 0,5 mg-1 mg x 1 dgl. evt. stigende til 2 mg x 2 dgl. samt pn. 1 mg max. x 2 dgl.

Risiko for ortostatisk hypotension.

Parkinson

Ved Parkinson må der ikke behandles med dopaminantagonister, der forværrer parkinson symptomer. Her kan i stedet anvendes:

Tbl. Quetiapin 12,5-25 mg x 2 dgl. evt. stigende til 100 mg x 2 dgl.



  

 

Ekstrapyramidale symptomer

Ekstrapyramidale symptomer (ex. rigiditet) af antipsykotika forekommer sjældent ved fuldt udviklet delirium. Antikolinergikum (Akineton) er derfor sjældent indiceret. Hvis det opstår må behandleren overveje, om den delirøse tilstand er remitteret (så antipsykotikum skal  seponeres), anden differentialdiagnose overvejes (ex. demens, depression), eller om der skal skiftes til andet antipsykotikum (1).


 
2.4.3)  Informeret samtykke

Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse, eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentlig bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller nærmeste pårørende eller værge (13).


 
2.4.4)  Tvang

Hvis patienten, i ord eller handling, modsætter sig behandling, giver Sundhedsloven ikke hjemmel til at behandle med anvendelse af tvang. Patienter indlagt på hospice må om nødvendig overflyttes til psykiatrisk afdeling.


 
2.4.5)  Patientsikkerhed
Forebyggelse af fald og skader. Kontinuerlig overvågning, evt. fast vagt.
 
2.5)  Pleje af patient i delirium

·         Lad patient sove ud efter en urolig periode, søvn giver hjernen ro.

          Foretag individuel vurdering af, hvorvidt patienten bør vækkes til indgift af fast

          medicin, og overvej om medicinen kan gives i eksisterende subkutan kanyle uden

          at vække patienten

.         Oprethold dernæst om mulig vanlig døgnrytme,  mobilisering om dagen og

          neddrosle aktiviteter om aftenen

.         Såfremt patienten ikke kan motiveres til at spise/drikke selv, forsøg at guide uden valg,

          prøv med håndmadder og flaske med vand

.         Sikre daglige udskillelser, guide patient til toilet

·         Undgå overstimulering ved mange gæster, socialt samvær og snak. Skærm patienten

          ved at lukke døren        

·         Få personer på stuen (10,14)

Se i øvrig 2.2.2


 
2.6)  Kommunikation til patient i delirium

·         Anerkendende, venlig attitude og øjenkontakt

·         Hjælp patienten med at få briller/høreapparat på

·         Rolig stemmeføring uden armbevægelser. Undgå berøring. Ansigt til ansigt

·         Kortfattet, klar, tydelig og direkte tale, undgå valg

·         Stil få og enkle spørgsmål

.         Samtale med patient i klare perioder

·         Fortæl om tid og sted, hvis det falder naturligt, men ikke såfremt patienten

          er agiteret og hallucineret

·         Ved hallucinationer- respektere patientens subjektive verden. Ved angst da

          korriger på nænsom og anerkendende måde eller afled         

·         Bliver patienten vred, da observer, hvad der fremprovokerede vreden og hvad der

          reducerede vreden

·         Faciliter at familien kan tale sammen i klare perioder, som måske mest er

          morgen og eftermiddag (6,10)


 
2.7)  Information

         Informere og udlevere  lokal pjece om delirium til pårørende. Se eksempel på pjece.

         Informere patienten hvis det er muligt. Fortæl at delirium er et kendt fænomen

         på hospice og normalt forbigående, beskriv hvordan folk normalt oplever det,

         og at vi som oftest kan afhjælpe det.

         Opfølgning med patient i klare perioder (6).


 
3)  Dokumentation 
3.1)  Dokumentation af aktivitet

Dokumentation omkring delirium foregår i lokalt aftalte nøgleord.

I epikrisen kodes med DF050 (delirium uden demens).

       


 
3.2)  Indikatorer
De enkelte hospice udarbejder audit om delirium efter behov.
 
3.3)  Høringsgruppe

Ansvarlige overlæger og styregruppen for InfoNet på de 5 hospicer i Region Syddanmark


 
3.4)  Forfattere

Overlæge Janne Bække, Palliativt Team Vejle

Sygeplejerske Elin Forum, Hospice Sydvestjylland


 
4)  Referencer og litteratur

1.    Delirium blandt ældre indlagte patienter er hyppig og har dårlig prognose.

       Ugeskrift for læger 2014; 176/5: 426-430.

2.    Inouye SK et al. Delirium in elderly people. Lancet 2014; vol 383: 911-22

3.    Lawlor and Bush: Delirium in patients with cancer: assessment, impact, mechanisms

       and management. Nature Reviews – Clinical oncology 2015;

4.    World Health Organisation. The ICD-10 Classification of Mental and Behavioural

       Disorders, Chapter 5

5.    Breitbart W, Chochinov HM & Passik SD (red.) (2010). Psychiatric symptoms in

       palliative medicine. I: Hanks G, Cherny NI, Christakis NA, Fallon M, Kassa S, Portenoy RK.

       Oxford Textbook of Palliative Medicine (s. 1468-1475), (4. Udgave). Oxford:

       Oxford University Press.

6.    Villadsen B., Holm C., Stage C., Forum E., Courier E., Dyrvig G., Kiesbuy H., Hansen H.,

       Bachmann K., Lang L., Julin M. (2013). Klinisk retningslinje om delirium.  DMCG-PALL 

7.    Siddiqi N et al. Interventions for preventing delirium i hospitalised non-ICU patients.

       Cochrane Database Syst. Rev. 2016; 3: CDOO5563

8.     Scott A et al. Claryfying Delirium Management: Practikal, Evidenced-Based Expert

        Recommendations for Clinical Practice. Jour Pall med. 2013;vol 16 (4); 423-435

9.     Breitbart W & Alici Y. Evidence-Bases Treatment of Delirium in Patients With Cancer.

        review article in Journal of clinical Oncology, vol. 30, nr. 11, 2012

10.   Kuebler KK, Heidrich DE, Vena C & English N (2006). Delirium, Confusion and Agitation.

        I: B.R. Fernell & N. Coyle. Textbook of palliative Nursing, (s.401-420), 2. Udgave.

        Oxford: Oxford University

11.   Bush SH, Grassau PA, Yarmo MN et al. The Richmond Agitation-Sedation Scale modified

          for palliative care inpatients (RASS-PAL): a pilot study exploring validity and feasibility in

          clinical practice. BMC palliative Care 2014; 13: 17-26

12.   Twycross R. et al. Palliative Care Formulary. 5.th. Edition 2014 p. 185

13.   Sundhedsloven afsnit III § 19: Fundet den 11.9.2017 på:

        https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=183932#id310ed564-2caf-4c7b-b1ce-01550f835ac0

14.   Sundhedsstyrelsen: National klinisk retningslinje for forebyggelse og behandling af

        organisk delirium, 2016

15.   Amna, Sarwat (2016) Medicinsk behandling af delirium. Tværgående instruks SVS.

        Dok.ID: 487190 (Vi har fundet inspiration i denne)

16.   Rasmussen, Siri Stistrup (2017) Delirium hos den palliative patient: Retningslinje OUH,

        onkologisk afdeling. Dok.ID: 558668 (Vi har fundet inspiration i denne)

17.   DMCG-PAL (2016) Klinisk retningslinje om palliativ sedering for voksne patienter indlagt

         på en specialiseret palliativ enhed, bilag 3. Fundet den 17.9.2017 på:          http://www.dmcgpal.dk/files/arkiv_2017/bilag_3_modificeret_udgave_af_rass_ved_bush_et_al2014.pdf

       (Vi har fundet inspiration i denne)

 
 
Bilag: 1, CAM (pdf)
Bilag: 2, RASS-PAL (docx)
Bilag: 3, Træningsmanual (pdf)
Bilag: 4, hjælpeord til CAM (docx)
Bilag: 5, procedure for RASS-PAL-vurdering (docx)
Bilag: 6, rammeordinaton (docx)
Bilag: 7, pjece (pdf)

Bilag:
1, CAM
2, RASS-PAL
3, Træningsmanual
4, hjælpeord til CAM
5, procedure for RASS-PAL-vurdering
6, rammeordinaton
7, pjece

OBS: Bilag er ikke lagt ind separet, da der alligevel ikke er plads til alle.